Accounting Manager
Aarhus, DK, 8000
Accounting Manager hos Søstrene Grene
Vil du stå i spidsen for et fantastisk team og være med til at sikre, at vi når vores ambitiøse mål i en innovativ, international vækstvirksomhed?
Bliv en del af vores fællesskab
Hos Søstrene Grene er fællesskab, nærvær og samarbejde kernen i alt, vi gør. Vi er forbundet som søstre og har en fast forankret tro på, at når vi står sammen, skaber vi noget større.
Vi er en international retailorganisation med dybe rødder i dansk design og et stærkt fokus på ansvarlighed. Med over 370 butikker og en ambition om at nå 500 inden 2027, er vi midt i en spændende vækstrejse.
Vi søger lige nu en Accounting Manager, der vil være med til at styrke vores fællesskab og bidrage til vores internationale vækstrejse.
Du bliver en del af vores finansafdeling på ca. 45 søstre, hvoraf du får et delt ansvar for Accounting teamet på 35 søstre. Vi arbejder med høj faglighed og respekt for hinanden, og vi sætter en ære i at levere kvalitet til tiden.
Hvordan ser din dag ud?
Du omsætter strategi til handling. Du skaber overblik, prioriterer og sikrer, at dit team arbejder mod fælles mål. Du leder med tydelighed og empati, og du følger op, så eksekvering sker med kvalitet og ro.
Du samarbejder tæt med Retail, BI og andre afdelinger, og du er med til at styrke vores kommercielle og operationelle fundament. Du bidrager til digitalisering og procesoptimering, og du gør det med et mindset, der både er analytisk og menneskeligt.
Du er til stede i hverdagen, giver feedback, skaber fremdrift og fastholder fokus på resultater.
Sådan skaber du værdi
- Du skaber struktur og arbejdsgange, der giver overblik og ejerskab
- Du skaber tillid og leder med retning og ordentlighed
- Du opbygger et velfungerende team, hvor roller og ansvar er tydelige
- Du følger op på mål og leverancer og omsætter strategi til konkrete resultater
- Du styrker økonomistyringen med enkle og effektive rutiner
- Du skaber stærke relationer og identificerer nye muligheder
- Du er synlig, konsekvent og empatisk og en kulturbærer i vores fællesskab
Hvem er du?
Du har en faglig baggrund som HD, HA, cand.merc.aud eller lignende og, du har erfaring med ledelse og regnskab.
Du har gennemslagskraft, kommunikerer klart og har blik for både helhed og detalje. Erfaring med SAP er en fordel, og du behersker dansk og engelsk i skrift og tale.
Af natur er du nysgerrig, struktureret og opsøgende, og du tror på, at vi lykkes bedst sammen.
Om Søstrene Grenes ånd
Hos Søstrene Grene stræber vi efter at røre folks hjerter gennem et unikt univers, der omfavner mangfoldighed, inklusion, og som skaber et imødekommende fællesskab for alle uanset køn, etnicitet, religion, handicap eller baggrund.
Vi har en arbejdsplads, hvor alle bliver kaldt "Søster" uanset køn. Vi deler glæder, gør hinanden stærkere og griner sammen - dét kalder vi Søsterånd, og vi opfordrer på det varmeste alle til at søge og være med til at skabe en levende og rummelig arbejdsplads.
Der er mange gode grunde til at vælge Søstrene Grene
Hos os får du ikke kun en attraktiv pensionsordning og sundhedsforsikring – vi prioriterer også det, der gør en forskel i hverdagen og skaber trivsel.
En vigtig del af den trivsel handler om fællesskab. Vi værner om det kollegiale sammenhold, som dyrkes både i de enkelte teams og på tværs af landegrænser og funktioner. Derudover har vi en aktiv personaleforening, som arrangerer alt fra fredagsbar og foredrag til sportsaktiviteter.
Vores fysiske rammer spiller også en rolle. I vores nye, lyse lokaler midt i Aarhus kan du glæde dig til friskbrygget kaffe fra espressomaskinen og en af Danmarks bedste frokostordninger. Og fordi balance er vigtig, tilbyder vi fleksible rammer og mulighed for hjemmearbejde, så arbejde og privatliv kan gå op i en højere enhed.
Praktiske oplysninger
Sted: Åboulevarden 21, 8000 Aarhus C.
Tiltrædelse: Hurtigst muligt
Arbejdstid: 37 timer om ugen
Er du interesseret?
Vi afholder samtaler løbende og lukker annoncen, når vi har fundet den rette kandidat, så vent ikke for længe med at uploade din ansøgning og CV via linket nedenfor.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Accounting, Jeppe Knøss Jensen: jeppe.knoess@sostrenegrene.com.
Vi glæder os til at høre fra dig!